VELKOMMEN TIL VORES LILLE PARADIS

Vores jomfruolie

 I vores olivenlund er der i tidernes morgen plantet omkring 60 oliventræer, som nu alle er mellem et og to hundrede år gamle. Træerne var før turismen befolkningens eneste rigdom; ud over fiskeri og dyrehold var der ikke andre indtægtskilder af betydning. Syd for Malcesine, i Brenzone og Castelletto, havde mange familier også en kastanjelund oppe i 5-600 meters højde, med spisekastanjer som blev solgt eller byttet med andre varer. De små og usælgelige kastanjer brugte familierne til eget brug, de blev gravet ned i kuler og brugt i vinterens løb, bagte eller malet til mel.

      Oliventræernes cyklus starter i det tidlige forår, hvor vi skal klippe de nye skud, der skyder frem overalt på de gamle grene. Vores træer er blevet skåret ned, så det er til at komme til fra en nogenlunde fornuftig højde, men i området er det almindeligt at lade træerne vokse til uanede højder, så klipning og høst foregår i 10-12 meters højde. Det medvirker selvfølgelig en del alvorlige ulykker, derfor har vi besluttet at barbere vores træer. Når træerne er blevet studset godt, er de klar til at blomstre. Det sker midt i april, med et væld af små kniplinger for enden af hver kvist.

      Hele sommeren kan man så nyde skyggen under træerne, som i øvrigt er stedsegrønne. Frugterne udvikler sig meget langsomt, men hen i september kan man begynde at ane det kommende udbytte.

      Høsten starter som regel midt i november. Nu åbner olivenpresseriet, som er et andelspresseri i lighed med de danske andelsmejerier. Presseriet i Malcesine er nybygget for tre år siden, lidt udenfor byen. Før lå det midt i byen, hvilket afstedkom trafikkaos i høsttiden, når traktorer, biler og Ape’r fyldt til randen med sække skulle ind og aflevere til vejning og presning.

      Ved Gardasøen høstes der med nøjagtigt de metoder, man brugte i de forgangne århundreder. Der håndplukkes! Det hele foregår på lange stiger, der består af en lang midterstang med trinene stikkende ud i begge sider og en kile nederst for at forhindre, at stigen skal rulle rundt. Før i tiden var stigen lavet af en lang fyretræsstamme,  nu er den hovedsagligt af alluminium. Det er dog stadig meget svært at manøvrere stigen ud og ind af grenkilerne, den skal holdes helt lodret imens, for ikke at få overbalance. Det kræver en del øvelse, skal jeg hilse og sige! Vel oppe i toppen binder man nu stigen fast til træet for en sikkerheds skyld. Nu går det løs med det specielle redskab, der ligner en pølsetang med to elastikbånd i midten. Med den griber man nu om grenen, der skal renses, og med et snuptag køres tangen ned over gren og blade, og kun frugterne falder af. De samles i store net, som i mellemtiden er blevet lagt ud under træet. Når man er færdig med at plukke, flyttes stigen til det næste træ, og oliven fra det forrige samles sammen og renses for blade og kviste. Hele familien medvirker, og høsten varer som regel et par uger i vores tilfælde.

      Når alle frugterne er høstet, fyldes de i kasser og sække og køres til presseriet, hvor der tages en stikprøve for at udregne olieprocenten og syreindholdet. Olieprocenten ligger mellem 12 og 24 procent af vægten, alt efter hvornår man høster, og hvor meget nedbør der har været i tiden inden høsten. Presseriet beholder 4 procent af udbyttet til pressen og lønningen af sæsonarbejderne på presseriet. Resten sættes ind på vores ”oliekonto”. I løbet af året kan vi så komme med vores dunke og få fyldt op til husbehov; hvad vi ikke selv bruger, sætter vi til salg i presseriets butik nede i byen.

      Malcesines olie er højt renommeret og temmelig dyr (18-20 euro/kg), da den er så godt som syrefri og meget rig på vitaminer og umættede fedtsyrer. Det er den koldpressede oliven, vi laver, hvilket betyder at frugterne bliver presset mellem to ruller, så stenene ikke knuses. Man undlader helt at opvarme frugten for at bevare alle næringsværdierne og den flotte grønne farve. 

      Vi skal til Toscana for at se oliventræer igen, på Posletten er der for koldt om vinteren til at de kan overvintre. Gardasøen virker som en varmedunk og beskytter mod hård frost på trods af nordenvind og sne.


Huset herre i modlys, i toppen af et af de mange oliventræer ved den årlige studsning

Nyeste kommentarer

20.11 | 14:16

Vi er et par på hhv 46 og 51 år samt en bomuldshund(fæ...

03.01 | 11:29

hejsa, tak for din besked. I uge 28 er optaget, september er ledig. Skriv en...

03.01 | 10:14

Hej, vi er familie på 4, to voksne og 2 teenager, hvis det bliver muligt ...

26.07 | 16:53

Hello Henny. We still have weeks in september, but we also have differe...